Banenyt

Banenyt

Kære golfere i Sønderborg Golfklub,

Så er det atter tid til en lille opdatering angående vores flotte bane.

Som mange nok lagde mærke til, så fik vi taget propper ud af greens og efterfølgende dresset dem med sand. Processen gik nogenlunde som planlagt, dog blev hullerne for længe åbent, da vores pumpe til vandingsanlægget brændte sammen og vi ikke kunne bringe gødning ud, vande sand ned osv. Pumpen er faktisk stadig defekt, men vi har folk på sagen.

Vores “propperi” har allerede en synlig effekt og når i næste gang er ude og spille banen, så bemærk de meget grønne pletter hvor hullerne har været. Nu kan vandet pludseligt trænge ned hvor det skal være og rødderne får ilt. Det er aldrig sjovt når man skal putte på hullede greens, men vi skal have fantastiske greens i fremtiden og så er det desværre nødvendigt at skabe god jord, og ikke bare kradse i overfladen.

Hvis folk undrer sig over, at der står en greenkeeper og skovler bolde manuelt ved boldvaskeren, så er det fordi, at motoren er defekt og vi afventer en ny.

Mandag i uge 32 vertikalskar vi greens for at fjerne flere ujævnheder, græs og filt. Det er noget vi vil gøre ganske ofte resten af sæsonen, kombineret med prikning. Prikningen bliver dog med små spyd og ikke noget der vil påvirke spillet synderligt. Der er mere mekanisk pleje på banen end I har været vant til, men hvis vores greens/bane skal helt derop, hvor det er rigtigt godt, så skal vi, som skrevet tidligere, arbejde med jordbundsforhold og ikke bare overfladen.

Med venlig hilsen

Per Ditlev / Chefgreenkeeper

Tilbage