Orientering fra baneudvalget

Orientering fra baneudvalget

”Årets dejligste greenkeeper” med efterfølgende kommentarer fra en anonym person på golf.dk

Vores greenkeeper - Adam P. Evans - vandt som bekendt titlen ”Årets dejligste greenkeeper” på hjemmesiden golf.dk. Efter offentliggørelsen har en anonym person på hjemmesiden kommenteret valget med en hentydning til, at Alssund Golfklub bruger ”ulovlige sprøjtemidler”.

Baggrunden for hans viden er en offentliggjort pressemeddelelse fra miljøministeren den 10. december. Det fremgår af pressemeddelelsen, at Alssund Golfklub har opbevaret et ulovligt sprøjtemiddel.

Fakta er, at vi har anvendt et produkt, der i følge Miljøstyrelsen er godkendt til anvendelse i landbruget, men ikke i golfklubber. Vi anvendte produktet sidste gang i 2011 før ansættelsen af vores greenkeeper Adam P. Evans.

Desværre fik vi ikke sprøjtemidlet sendt til destruktion.
Kemikalieinspektionen besøgte golfklubben den 27. juni 2012. Det blev påtalt, at der fandtes en 5 liters dunk med restindhold på 2,5 liter af et ikke godkendt sprøjtemiddel. Samme dag afleverede vi produktet til Sønderborg Forsyning. Kvitteringen for afleveringen blev sendt til Miljøministeriet, som bekræftede destruktionen, og som efterfølgende kvitterede med, at sagen ikke på det foreliggende grundlag vil blive ført videre, og dermed er helt afsluttet. Besøgsrapporten indgår i omtalte pressemeddelelse.

Det omtalte middel har ikke været brugt af golfklubben siden 2011, og Adam har således intet med den sag at gøre.

Hilsen
Bjarne P. Wulf
Formand baneudvalget 

Tilbage