Professionel golfspiller besøger Alssund Golfklub

Professionel golfspiller besøger Alssund Golfklub

Lørdag den 11. august afvikler Alssund Golfklub sin årlige jubilæumsturnering, ”Prinsesse Alexandra og Greve Jeffersons Jubilæumsturnering, præsenteret af TEKNIDAN”. Turneringen markerer hvert år årsdagen for åbningen af golfbanen i Gundstrup og bærer navnet på klubbens to royale æresmedlemmer og sponsor.

Turneringen er suverænt den største i løbet af sæsonen og har i år deltagelse af ca. 160 golfspillere. De første spillere starter deres runde lige efter solopgang klokken 06:10 og de sidste spillere afslutter deres runde ved 18 tiden lørdag aften – lige tids nok til at kunne gøre sig klar til den efterfølgende traditionelle jubilæumsfest, der afvikles i festteltet på klubbens område.

I år får turneringen besøg af en af Danmarks absolut bedste kvindelige professionelle golfspillere; den 26-årige Malene Jørgensen fra Odense Eventyr Golf Klub. Malene spiller til daglig golf på Ladies European Tour og var i 2011 Danmarks bedst placerede kvindelige golfspiller på Order of Merit (den europæiske pengeliste). Malene vil spille hul 1 med alle 53 hold – så hun vil få et indgående kendskab til lige netop det hul. Der venter således alle spillerne en ekstra oplevelse i forbindelse med turneringen.

I forbindelse med turneringen har turneringens sponsor, TEKNIDAN, ud over mange fine placeringspræmier, også udsat fire gavekort á 2.500 kr. til spillere, der skulle være så heldige/dygtige at præstere en hole-in-one i forbindelse med turneringen. En præstation der endnu aldrig er sket i turneringen, men hvem ved – måske er det i år det sker!

Tilbage