Julehilsen 2025 fra formanden

20. december 2025 12:51 , af Gerhard Bertelsen

2025 har været et spændende år, hvor vi bl.a. har indført robotter til klipning af fairways med et rigtig flot resultat til glæde for både medlemmer og vore greenfee gæster.
I løbet af året har vi fortsat gennemført aktiviteter til udvikling af banen og tiltrækning af nye medlemmer, som har haft gode resultater med en positiv udvikling af antallet af medlemmer til følge.
Banen står rigtig fint og med flere træer, buske og blomsterbede giver en runde på banen en endnu bedre naturoplevelse.
I starten af året blev der foretaget en ny rating af banen, hvor flere af jer fik 1 til 2 slag færre. Det gav nye udfordringer, som jeg håber I alle har mestret.
Vores bygninger og udenomsarealer fremstår flotte; en større vandskade gav skader som er blevet ordnet.
Pink Cup turneringen indsamlede i år over 100 tusinde kroner til bekæmpelse af brystkræft, hvilket resulterede i, at Sønderborg Golfklub fik overrakt en pokal, som den klub, der har indsamlet det største beløb blandet 79 klubber i Danmark.
Ligeledes ser det ud til, at vi når målet med at få min. 100 gavebreve, som udløser et stort beløb i momskompensation i 2026. Det er dog stadig, indtil årets udgang, muligt at give et gavebrev.

Der vil ved den kommende generalforsamling, der er planlagt til den 11. marts 2026 og hvor jeg håber på stor deltagelse, blive berettet mere detaljeret omkring aktiviteter i 2025 og planerne for 2026.

En stor tak skal igen lyde til klubbens medarbejdere og de mange frivillige, der sørger for at vi har en flot bane og faciliteter, der gør det attraktivt at være medlem af Sønderborg Golfklub.

Med håbet om et godt år 2026 vil jeg hermed, på bestyrelsen vegne, ønske jer alle sammen en glædelig jul og et godt og sundt og fredeligt nytår, hvor jeg ser frem til mange gode fælles oplevelser i vores dejlige golfklub.

Gerhard Bertelsen
Formand